En tanke...

Jeg fik skænket en tanke, da jeg var til internationalt møde med de andre studerende og vejledere. Omkring adfærden med børnene, når vi kommer til vores praktisksted og i en mere specifik og personlig drejning, når jeg kommer til Filippinerne og skal arbejde med gadebørn... Disse børn har en barsk hverdag og realitet. De bor på gaden, ressourcerne er små, hvis der overhoved er nogle og det hele må virke håbløst for dem - eller hvad?
I hvert fald var min tanke, som vi fik, at jeg ikke kan overdynge dem med kys og kram og ih og åh og smide omsorg om mig som konfetti, da det ikke er noget de er vant til. “Jamen skal du så netop ikke give dem den ekstra omsorg, fordi de ikke får det i den form til hverdag med deres hårde liv på gaden?” Jeg kan godt se, hvad du mener. Mener det vel også selv på en måde og en del af mig skririiiiiger det, men balancen balancen balancen. Hvad så, hvis jeg overdynger dem og tiden kommer til, at jeg skal tilbage til Danmark igen? Jeg er der kun en lille del af deres liv og jeg skal huske, at deres hverdag desværre er den samme som før jeg kom, når jeg tager tilbage. Et liv på gaden med udsigt til hårdt arbejde for at komme ud af det. Ville det så være forsvarligt/det bedste at give dem al den omsorg jeg kan, mens jeg er der, eller vil det give børnene en forkert udrustning ift. deres hverdag?
Jeg har ingen svar og det vil jeg heller ikke kunne få som sådan. Det hele er en proces og man har nogle pit-stops løbende i form af en holdning - lige indtil man kommer til næste pit-stop og får en ny holdning.
Mere om dette, når jeg er kommet derover og har mere indsigt 👀