Hannah i Filippinerne

SÅ er stort set alle de store ting på min to-do-liste checket af, da jeg i dag kl. 14:06 fik mine sidste vaccinationer. Yay! Jeg fik den sidste rabies og så den anden hepatitis B, hvor jeg skal have den tredje og sidste, når jeg kommer tilbage til DK. Jeg fik meldt mig ind i Danmark, inden vaccinationsræset begyndte, så får heldigvis 50% tilbage, hvilket godt kunne betale sig (sådan lige), wuhu 💰 Anyways, en opdateret to-do-liste, som skal udryddes på den sidste uges tid, for ja, der er kun en uge tilbage nu! Find ud af kørsel fra lufthavn til lejlighed Hæv peso (måske) Pak ting fra lejligheden ned og dump det hos mine forældre Lav budget færdigt Find ud af returbillet Lav opfølgende iPadkursus for far Hovedrengøring af lejlighed That's pretty much it! Mange af tingene kræver ikke vildt lang tid og andre af tingene kan man tage samtidigt (såsom at pakke ned og gøre rent imens).

Jeps! Den 26. november kl 15.35 letter flyet mod Cebu og det er fra i dag kun 10 dage væk. Rejseplanen er derfor: 15:35 - 23:40 København, Danmark - Doha, Quatar 01:55 - 15:40 Doha, Quatar - Angeles, Filippinerne 18:55 - 20:10 Angeles, Filippinerne - Cebu, Filippinerne Jeg har i mellemtiden også fået styr på min lejlighed derovre, så nu er alle de store ting mere eller mindre på plads! So lovely... her er nogle billeder af den: Lejligheden ligger desuden omkring 5 minutters gang fra rigssalen og så 10-15 minutters transport fra mit praktiksted. Den ligger på første sal, hvor stueetagen er et supermarked. Beliggenheden er altså mere eller mindre perfekt 👌🏼 Det hele nærmer sig efterhånden og jeg har blandede følelser, men overall glæder jeg mig rigtig meget til at komme afsted!

Jeg fik skænket en tanke, da jeg var til internationalt møde med de andre studerende og vejledere. Omkring adfærden med børnene, når vi kommer til vores praktisksted og i en mere specifik og personlig drejning, når jeg kommer til Filippinerne og skal arbejde med gadebørn... Disse børn har en barsk hverdag og realitet. De bor på gaden, ressourcerne er små, hvis der overhoved er nogle og det hele må virke håbløst for dem - eller hvad? I hvert fald var min tanke, som vi fik, at jeg ikke kan overdynge dem med kys og kram og ih og åh og smide omsorg om mig som konfetti, da det ikke er noget de er vant til. “Jamen skal du så netop ikke give dem den ekstra omsorg, fordi de ikke får det i den form til hverdag med deres hårde liv på gaden?” Jeg kan godt se, hvad du mener. Mener det vel også selv på en måde og en del af mig skririiiiiger det, men balancen balancen balancen. Hvad så, hvis jeg overdynger dem og tiden kommer til, at jeg skal tilbage til Danmark igen? Jeg er der kun en lille del af